Vi (koordinatoren og jeg) er de eneste der arbejder på centeren, der skal åbne den 22. april. Vi er i fuld gang med at klargøre centeret, selvom der har været en del ventetid på at der skal komme vand til stedet. Målet med hele projektet er ikke blot at starte det nye center op, men at forhåbentlig efter en årrække at få denne ghetto lavet om til en integreret del af samfundet. Som det ser ud lige nu er enhver sin egen lykkes smed og der er ikke rigtig plads eller overskud til at hjælpe hinanden.
Vores primære opgave lige nu er at få skaffet børn til stedet, hvorfor vi hver dag går fra hus til hus og får skabt en relation til børnene og forældrene. Det er ikke kun de familier med børn vi besøger, men også alle mulige andre, så vi får en fornemmelse af hvem der bor der, og hvilke ressoucer de evt. har (dette også set i forhold til at vi allerede er begyndt at holde jobsamtaler).
Når vi er rundt hos de forskellige familier, er det meget forskelligt hvad det er vi møder. Nogle familier har praktisk talt lort over alt, mens andre (familier i arbejde) har en forholdvis nydelig have og hus. Jeg vil fortælle om fire møder med nogle familier, hvor jeg bestemt ikke havde det for godt med ikke at kunne gøre mere for dem end vi gør lige nu. Jeg kan mærke at mit ansvar er blevet meget stort, da vi kun er to mennesker om at skulle ordne og gøre alt klar til åbningen.
Den første er et hus, hvor vi kunne høre et spædbarn skrige og tænkte at moderen sikkert var der. Huset var lukket af og låst og kun et vindue stod åbent. Vi bankede på og et barn på omkring 5-6 år dukker op i vinduet. Vi spørger om hans mor er hjemme, men han svarer at moderen er på arbejde fra 8.00 - 17.00 (faderen er i fængsel, har vi senere fundet ud af). Vi spørger ham om han er alene hjemme, hvortil han svarer at han passer sine to yngre søskende. Den mellemste må ikke løbe ud, så derfor låser moderen dem inde hver dag.
Næste møde er hvor vi kommer ind i et hus, for at indskrive et barn i vuggestuen. Da jeg kommer ind ser jeg straks barnet som jeg skyder til at være 2,5 år gammel. Det viste sig at være rigtigt. Ovre i hjørnet sidder der et barn i en klapvogn. Med det samme ser jeg at han er spastiker og skyder ham til at være 4 år, set i forhold til broderen på 2,5 år. Da jeg kommer nærmere kan jeg godt se at han har store ører og at han har fået sine store tænder. Det viser sig at drengen er 9,5 år, men på grund af understimulering er hans krop på størelse med en på 4 år. Moderen vil rigtig gerne gøre noget for drengen, men har ikke fået noget hjælp eller viden til hvordan hun skal træne med ham. Der er imidlertidig heller ikke nogen der har haft nogen intention om at hjælpe familien, og derfor er barnet bare blevet overladt til sin egen skæbne.
Tredje møde er et hus hvor der sidder to børn udenfor huset (2 og 4 år). Ved siden af sidder moderen, der har plaster i hele hovedet og tager sig til hovedet hele tiden. Børnene ser ikke ud til at fejle noget, men sidder bare og stirrer ud i luften. Christiane (koordinatoren) snakker med moderen, mens jeg prøver at få kontakt til børnene, men jeg kan ikke. De virker som om de ikke engang kan høre mig og ser stadig bare frem for sig, selvom jeg går tættere på. Der er ingen respons, medmindre moderen siger noget til dem og der svarer de ikke, men gør bare hvad de får besked på. Selv da jeg gik helt tæt på dem, var de bare som zombier, der faktisk mest af alt mindede mig om en scene fra en gyserfilm. Igår kom moderen og børnene hen til institutionen for at indskrive børnene og her fik jeg skabt kontakt og børnene blev glade og ville gerne lege med mig. Imens jeg fik en fornemmelse af hvordan børnenes tilstand var, fortalte moderen til Christiane, at hun slog sine børn, fordi at hvis ikke hun gjorde det når de var ulydige, ville hendes mand gøre det. Han har allerede brækket hendes arm og har tæsket hende så hårdt i hovedet, at hun nu får pension og har fået varig men af slagene i form af varig migrene.
Sidste episode, er et hus hvor en mor på 36 år, bor med sine 8 børn. Også her er faderen i fængsel. Der er en lille baby på en uge og ellers er der 6 andre børn. Moderen virker meget omtåget og konfus, og jeg tænker at hun måske har fået en fødselsdepression eller ligende. Vi snakker efterfølgende med en af de eneste mænd der rent faktisk prøver på at holde opsyn med hele byen og det viser sig at han tilfældigvis var kommet forbi en dag hvor det andetyngste barn (dette barn var der ikke og episoden var da dette barn kun var få uger gammel), paktisk talt var lagt til at dø, da hun ikke kunne tage sig af barnet. Han havde fået babyen fjernet med det samme, da det var meget tæt på at være dø.
I disse fire situationer har jeg haft enormt svært ved at gå fra familien eller børnene, vel vidende at jeg ikke kan gøre mere for dem på nuværende tidspunkt. De har fyldt meget i mine tanker og jeg spekulerer hele tiden på hvad jeg/vi kan gøre for dem. Jeg har ikke oplevet noget som dette i danmark, da der altid er en form for hjælp at hente, men her har bare ikke rigtig været nogen at hente hjælp fra, hvorfor jeg ser dette som et meget stort kulturmøde. Jeg tror ikke at jeg kan handle på andre måder end vi gør lige nu, udover at vi næsten dagligt besøger familierne - specielt den mor med den nyfødte. Jeg kan mærke at raseriet og tårerne vokser i mig hver gang det går op for mig at der ikke bliver gjort mere for familierne. Det er som om at nu har regeringen bygget husene til dem, så nu er alt godt og de kan ikke forlange mere. Derfor syntes jeg også at det arbejde som jeg skal være med til resten af tiden jeg er her, er så vigtigt, da vi med tiden lærer dem bedre at kende og dermed også kan gøre mere for dem. Efter disse møder, er vi desuden gået i gang med, intensivt, at finde nogle social workers, som meget hurtigt skal sættes ind i sagerne, så familierne hurtigst muligt kan få den hjælp som de har brug for. forhåbentlig kan nogle af børnene komme i centeret, så forældrene enten kan få noget hjælp til dem selv, eller få et arbejde.
Her er et billede af det nye center og mit og Christianes kontor.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar