søndag den 31. marts 2013
Port Louis
Her er lidt flere billeder fra Port Louis. Imorgen er blevet udnævnt til public holiday, til minde om de døde.
lørdag den 30. marts 2013
Naturkatastofe
Jeg må ærligt indrømme at jeg altid har tænkt at jeg på en måde gerne ville opleve en eller anden form for naturkatastrofe. I Danmark hvor vores vejr bare er kedeligt og der ikke sker noget, er bare noget helt andet og kan gøre en lidt naiv i forhold til den respekt man burde have for vejret.
I går regnede det meget voldsomt på mauritius. Her i flic en flac regnede det også ekstremt kraftigt. Vi så vandet som en stor legeplads, hvor det varme vejr, gjorde det sjovt at gå i. Hen på aftenen fandt vi ud af at folk inde i port Louis søgte tilflugt på tagene af huse, da alt er oversvømmes. Nogle af os danskere blev fanget af trafikket som gik helt i stå. Dem der var derinde kom heldigvis hjem i god behold sent i aftes. Store parkeringskælde er stadig helt væk og fra vejen ligner det bare en stor vandpyt, for man kan ikke se at der er en hel parkeringskæler under. Sidste melding er at 8 mennesker er druknet og det er vel at mærke kun i port Louis. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan det var været for alle de familier jeg kender i de fattige område og jeg håber inderligt at de alle har klaret det, selvom mange sikket har mistet hvad de ejer. Det er frygteligt at tænke på at regn kan forårsage dette.
Vi hørte blandt andet at en mor og hendes søn druknede i en rimelig lang tunnel som man kan gå for at komme under vejen.. Strømmen af vand ned i tunnellen har været så kraftigt at det var umuligt at komme op igen.
Man hører altid om tingene i fjernsynet, men jeg syntes godt nok at det er kommet meget tæt på.
I går regnede det meget voldsomt på mauritius. Her i flic en flac regnede det også ekstremt kraftigt. Vi så vandet som en stor legeplads, hvor det varme vejr, gjorde det sjovt at gå i. Hen på aftenen fandt vi ud af at folk inde i port Louis søgte tilflugt på tagene af huse, da alt er oversvømmes. Nogle af os danskere blev fanget af trafikket som gik helt i stå. Dem der var derinde kom heldigvis hjem i god behold sent i aftes. Store parkeringskælde er stadig helt væk og fra vejen ligner det bare en stor vandpyt, for man kan ikke se at der er en hel parkeringskæler under. Sidste melding er at 8 mennesker er druknet og det er vel at mærke kun i port Louis. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan det var været for alle de familier jeg kender i de fattige område og jeg håber inderligt at de alle har klaret det, selvom mange sikket har mistet hvad de ejer. Det er frygteligt at tænke på at regn kan forårsage dette.
Vi hørte blandt andet at en mor og hendes søn druknede i en rimelig lang tunnel som man kan gå for at komme under vejen.. Strømmen af vand ned i tunnellen har været så kraftigt at det var umuligt at komme op igen.
Man hører altid om tingene i fjernsynet, men jeg syntes godt nok at det er kommet meget tæt på.
fredag den 29. marts 2013
Nyt arbejde
Der er siden min ferie for to uger siden sket det at jeg har fået den mulighed, at være med til at starte et helt nyt early childhood center op i en lille by kaldet La Valette, der ligger lidt uden for Bambou. Denne village er rimelig ny (omkring 4-5 år gammel), og formålet med den, er at de familier som bor der, alle kommer fra steder, hvor de kun havde et skur eller lignende at bo i. Det er meget fattige familier, der kommer fra meget strenge og hårde vilkår. Der er 200 huse der alle er ens. Familierne har et mini køkken (bord med vask og to kogeplader) og stue i et, samt et lille soveværelse og et toilet. Der er en lille have, hvor de kan have planter eller lignende. Det er ikke unormalt at der er op til 10-12 personer i et hus.
Vi (koordinatoren og jeg) er de eneste der arbejder på centeren, der skal åbne den 22. april. Vi er i fuld gang med at klargøre centeret, selvom der har været en del ventetid på at der skal komme vand til stedet. Målet med hele projektet er ikke blot at starte det nye center op, men at forhåbentlig efter en årrække at få denne ghetto lavet om til en integreret del af samfundet. Som det ser ud lige nu er enhver sin egen lykkes smed og der er ikke rigtig plads eller overskud til at hjælpe hinanden.
Vores primære opgave lige nu er at få skaffet børn til stedet, hvorfor vi hver dag går fra hus til hus og får skabt en relation til børnene og forældrene. Det er ikke kun de familier med børn vi besøger, men også alle mulige andre, så vi får en fornemmelse af hvem der bor der, og hvilke ressoucer de evt. har (dette også set i forhold til at vi allerede er begyndt at holde jobsamtaler).
Når vi er rundt hos de forskellige familier, er det meget forskelligt hvad det er vi møder. Nogle familier har praktisk talt lort over alt, mens andre (familier i arbejde) har en forholdvis nydelig have og hus. Jeg vil fortælle om fire møder med nogle familier, hvor jeg bestemt ikke havde det for godt med ikke at kunne gøre mere for dem end vi gør lige nu. Jeg kan mærke at mit ansvar er blevet meget stort, da vi kun er to mennesker om at skulle ordne og gøre alt klar til åbningen.
Den første er et hus, hvor vi kunne høre et spædbarn skrige og tænkte at moderen sikkert var der. Huset var lukket af og låst og kun et vindue stod åbent. Vi bankede på og et barn på omkring 5-6 år dukker op i vinduet. Vi spørger om hans mor er hjemme, men han svarer at moderen er på arbejde fra 8.00 - 17.00 (faderen er i fængsel, har vi senere fundet ud af). Vi spørger ham om han er alene hjemme, hvortil han svarer at han passer sine to yngre søskende. Den mellemste må ikke løbe ud, så derfor låser moderen dem inde hver dag.
Næste møde er hvor vi kommer ind i et hus, for at indskrive et barn i vuggestuen. Da jeg kommer ind ser jeg straks barnet som jeg skyder til at være 2,5 år gammel. Det viste sig at være rigtigt. Ovre i hjørnet sidder der et barn i en klapvogn. Med det samme ser jeg at han er spastiker og skyder ham til at være 4 år, set i forhold til broderen på 2,5 år. Da jeg kommer nærmere kan jeg godt se at han har store ører og at han har fået sine store tænder. Det viser sig at drengen er 9,5 år, men på grund af understimulering er hans krop på størelse med en på 4 år. Moderen vil rigtig gerne gøre noget for drengen, men har ikke fået noget hjælp eller viden til hvordan hun skal træne med ham. Der er imidlertidig heller ikke nogen der har haft nogen intention om at hjælpe familien, og derfor er barnet bare blevet overladt til sin egen skæbne.
Tredje møde er et hus hvor der sidder to børn udenfor huset (2 og 4 år). Ved siden af sidder moderen, der har plaster i hele hovedet og tager sig til hovedet hele tiden. Børnene ser ikke ud til at fejle noget, men sidder bare og stirrer ud i luften. Christiane (koordinatoren) snakker med moderen, mens jeg prøver at få kontakt til børnene, men jeg kan ikke. De virker som om de ikke engang kan høre mig og ser stadig bare frem for sig, selvom jeg går tættere på. Der er ingen respons, medmindre moderen siger noget til dem og der svarer de ikke, men gør bare hvad de får besked på. Selv da jeg gik helt tæt på dem, var de bare som zombier, der faktisk mest af alt mindede mig om en scene fra en gyserfilm. Igår kom moderen og børnene hen til institutionen for at indskrive børnene og her fik jeg skabt kontakt og børnene blev glade og ville gerne lege med mig. Imens jeg fik en fornemmelse af hvordan børnenes tilstand var, fortalte moderen til Christiane, at hun slog sine børn, fordi at hvis ikke hun gjorde det når de var ulydige, ville hendes mand gøre det. Han har allerede brækket hendes arm og har tæsket hende så hårdt i hovedet, at hun nu får pension og har fået varig men af slagene i form af varig migrene.
Sidste episode, er et hus hvor en mor på 36 år, bor med sine 8 børn. Også her er faderen i fængsel. Der er en lille baby på en uge og ellers er der 6 andre børn. Moderen virker meget omtåget og konfus, og jeg tænker at hun måske har fået en fødselsdepression eller ligende. Vi snakker efterfølgende med en af de eneste mænd der rent faktisk prøver på at holde opsyn med hele byen og det viser sig at han tilfældigvis var kommet forbi en dag hvor det andetyngste barn (dette barn var der ikke og episoden var da dette barn kun var få uger gammel), paktisk talt var lagt til at dø, da hun ikke kunne tage sig af barnet. Han havde fået babyen fjernet med det samme, da det var meget tæt på at være dø.
I disse fire situationer har jeg haft enormt svært ved at gå fra familien eller børnene, vel vidende at jeg ikke kan gøre mere for dem på nuværende tidspunkt. De har fyldt meget i mine tanker og jeg spekulerer hele tiden på hvad jeg/vi kan gøre for dem. Jeg har ikke oplevet noget som dette i danmark, da der altid er en form for hjælp at hente, men her har bare ikke rigtig været nogen at hente hjælp fra, hvorfor jeg ser dette som et meget stort kulturmøde. Jeg tror ikke at jeg kan handle på andre måder end vi gør lige nu, udover at vi næsten dagligt besøger familierne - specielt den mor med den nyfødte. Jeg kan mærke at raseriet og tårerne vokser i mig hver gang det går op for mig at der ikke bliver gjort mere for familierne. Det er som om at nu har regeringen bygget husene til dem, så nu er alt godt og de kan ikke forlange mere. Derfor syntes jeg også at det arbejde som jeg skal være med til resten af tiden jeg er her, er så vigtigt, da vi med tiden lærer dem bedre at kende og dermed også kan gøre mere for dem. Efter disse møder, er vi desuden gået i gang med, intensivt, at finde nogle social workers, som meget hurtigt skal sættes ind i sagerne, så familierne hurtigst muligt kan få den hjælp som de har brug for. forhåbentlig kan nogle af børnene komme i centeret, så forældrene enten kan få noget hjælp til dem selv, eller få et arbejde.
Her er et billede af det nye center og mit og Christianes kontor.
Vi (koordinatoren og jeg) er de eneste der arbejder på centeren, der skal åbne den 22. april. Vi er i fuld gang med at klargøre centeret, selvom der har været en del ventetid på at der skal komme vand til stedet. Målet med hele projektet er ikke blot at starte det nye center op, men at forhåbentlig efter en årrække at få denne ghetto lavet om til en integreret del af samfundet. Som det ser ud lige nu er enhver sin egen lykkes smed og der er ikke rigtig plads eller overskud til at hjælpe hinanden.
Vores primære opgave lige nu er at få skaffet børn til stedet, hvorfor vi hver dag går fra hus til hus og får skabt en relation til børnene og forældrene. Det er ikke kun de familier med børn vi besøger, men også alle mulige andre, så vi får en fornemmelse af hvem der bor der, og hvilke ressoucer de evt. har (dette også set i forhold til at vi allerede er begyndt at holde jobsamtaler).
Når vi er rundt hos de forskellige familier, er det meget forskelligt hvad det er vi møder. Nogle familier har praktisk talt lort over alt, mens andre (familier i arbejde) har en forholdvis nydelig have og hus. Jeg vil fortælle om fire møder med nogle familier, hvor jeg bestemt ikke havde det for godt med ikke at kunne gøre mere for dem end vi gør lige nu. Jeg kan mærke at mit ansvar er blevet meget stort, da vi kun er to mennesker om at skulle ordne og gøre alt klar til åbningen.
Den første er et hus, hvor vi kunne høre et spædbarn skrige og tænkte at moderen sikkert var der. Huset var lukket af og låst og kun et vindue stod åbent. Vi bankede på og et barn på omkring 5-6 år dukker op i vinduet. Vi spørger om hans mor er hjemme, men han svarer at moderen er på arbejde fra 8.00 - 17.00 (faderen er i fængsel, har vi senere fundet ud af). Vi spørger ham om han er alene hjemme, hvortil han svarer at han passer sine to yngre søskende. Den mellemste må ikke løbe ud, så derfor låser moderen dem inde hver dag.
Næste møde er hvor vi kommer ind i et hus, for at indskrive et barn i vuggestuen. Da jeg kommer ind ser jeg straks barnet som jeg skyder til at være 2,5 år gammel. Det viste sig at være rigtigt. Ovre i hjørnet sidder der et barn i en klapvogn. Med det samme ser jeg at han er spastiker og skyder ham til at være 4 år, set i forhold til broderen på 2,5 år. Da jeg kommer nærmere kan jeg godt se at han har store ører og at han har fået sine store tænder. Det viser sig at drengen er 9,5 år, men på grund af understimulering er hans krop på størelse med en på 4 år. Moderen vil rigtig gerne gøre noget for drengen, men har ikke fået noget hjælp eller viden til hvordan hun skal træne med ham. Der er imidlertidig heller ikke nogen der har haft nogen intention om at hjælpe familien, og derfor er barnet bare blevet overladt til sin egen skæbne.
Tredje møde er et hus hvor der sidder to børn udenfor huset (2 og 4 år). Ved siden af sidder moderen, der har plaster i hele hovedet og tager sig til hovedet hele tiden. Børnene ser ikke ud til at fejle noget, men sidder bare og stirrer ud i luften. Christiane (koordinatoren) snakker med moderen, mens jeg prøver at få kontakt til børnene, men jeg kan ikke. De virker som om de ikke engang kan høre mig og ser stadig bare frem for sig, selvom jeg går tættere på. Der er ingen respons, medmindre moderen siger noget til dem og der svarer de ikke, men gør bare hvad de får besked på. Selv da jeg gik helt tæt på dem, var de bare som zombier, der faktisk mest af alt mindede mig om en scene fra en gyserfilm. Igår kom moderen og børnene hen til institutionen for at indskrive børnene og her fik jeg skabt kontakt og børnene blev glade og ville gerne lege med mig. Imens jeg fik en fornemmelse af hvordan børnenes tilstand var, fortalte moderen til Christiane, at hun slog sine børn, fordi at hvis ikke hun gjorde det når de var ulydige, ville hendes mand gøre det. Han har allerede brækket hendes arm og har tæsket hende så hårdt i hovedet, at hun nu får pension og har fået varig men af slagene i form af varig migrene.
Sidste episode, er et hus hvor en mor på 36 år, bor med sine 8 børn. Også her er faderen i fængsel. Der er en lille baby på en uge og ellers er der 6 andre børn. Moderen virker meget omtåget og konfus, og jeg tænker at hun måske har fået en fødselsdepression eller ligende. Vi snakker efterfølgende med en af de eneste mænd der rent faktisk prøver på at holde opsyn med hele byen og det viser sig at han tilfældigvis var kommet forbi en dag hvor det andetyngste barn (dette barn var der ikke og episoden var da dette barn kun var få uger gammel), paktisk talt var lagt til at dø, da hun ikke kunne tage sig af barnet. Han havde fået babyen fjernet med det samme, da det var meget tæt på at være dø.
I disse fire situationer har jeg haft enormt svært ved at gå fra familien eller børnene, vel vidende at jeg ikke kan gøre mere for dem på nuværende tidspunkt. De har fyldt meget i mine tanker og jeg spekulerer hele tiden på hvad jeg/vi kan gøre for dem. Jeg har ikke oplevet noget som dette i danmark, da der altid er en form for hjælp at hente, men her har bare ikke rigtig været nogen at hente hjælp fra, hvorfor jeg ser dette som et meget stort kulturmøde. Jeg tror ikke at jeg kan handle på andre måder end vi gør lige nu, udover at vi næsten dagligt besøger familierne - specielt den mor med den nyfødte. Jeg kan mærke at raseriet og tårerne vokser i mig hver gang det går op for mig at der ikke bliver gjort mere for familierne. Det er som om at nu har regeringen bygget husene til dem, så nu er alt godt og de kan ikke forlange mere. Derfor syntes jeg også at det arbejde som jeg skal være med til resten af tiden jeg er her, er så vigtigt, da vi med tiden lærer dem bedre at kende og dermed også kan gøre mere for dem. Efter disse møder, er vi desuden gået i gang med, intensivt, at finde nogle social workers, som meget hurtigt skal sættes ind i sagerne, så familierne hurtigst muligt kan få den hjælp som de har brug for. forhåbentlig kan nogle af børnene komme i centeret, så forældrene enten kan få noget hjælp til dem selv, eller få et arbejde.
Her er et billede af det nye center og mit og Christianes kontor.
søndag den 24. marts 2013
Fisketur
Igår (lørdag), blev jeg spurgt om jeg ville med på fisketur med David, hans onkel og hans fætter. Jeg sagde ja tak og kom med. Jeg kommer ombord på båden og vi tager udenfor lagunen for at fiske. Der er glas i bunden af båden, så det var rigtig sjovt at kunne følge med i hvad der var lige under en. Vi stillede os op flere forskellige steder. Det var mærkeligt når der var noget der bed på krogen. Nogle gange føltes det som om at der var en kæmpe fisk der bed på og når den så kom op, var det blot en lille en. Men på trods af det, fange jeg 4 fisk i alt og et par stykker med hjælp. Nogle af de andre fangede flere og større fisk. De fleste af dem var meget farverige og flotte. En af de fisk som jeg fangede, bliver betragtet som den dyreste fisk pr. kilo på Mauritius, så jeg var ret stolt over min fangst. Davids onkel fangede mange og det var let at se at han var en garvet fisker, der har fisket det meste af hans liv. Jeg syntes selv at jeg blev okay til at sætte linen ud til sidst og de sidste par fisk fangede jeg helt uden at skulle have hjælp.
Da vi kom ind på land igen, rensede David nogle fisk til mig, så jeg kan lave noget mad med dem. Han gik ud og fangede en masse søpindsvin og tog skallen og gav mig en ske. Han sagde at jeg skulle smage dem. Det tog lidt overtalelse at putte det i munden, men jeg gjorde det til sidst. Det smagte faktisk bedre en jeg havde forventet, men jeg tror at det ville have været bedre med noget citron på. Første var det salt, men efter lidt tid blev det en sødlig nødde/frugtsmag. (hvis altså man skal sammenligne det med noget). Der kom en ældre dame hen og jeg fik lov til at vise hende hvordan man gjorde og folk kom hen for at tage billeder med vores fisk.
Da vi kom ind på land igen, rensede David nogle fisk til mig, så jeg kan lave noget mad med dem. Han gik ud og fangede en masse søpindsvin og tog skallen og gav mig en ske. Han sagde at jeg skulle smage dem. Det tog lidt overtalelse at putte det i munden, men jeg gjorde det til sidst. Det smagte faktisk bedre en jeg havde forventet, men jeg tror at det ville have været bedre med noget citron på. Første var det salt, men efter lidt tid blev det en sødlig nødde/frugtsmag. (hvis altså man skal sammenligne det med noget). Der kom en ældre dame hen og jeg fik lov til at vise hende hvordan man gjorde og folk kom hen for at tage billeder med vores fisk.
Yoga på stranden
Vi har nu haft 2 gange med yoga (os piger), og den 3. gang skulle være på stranden. Vi har vores egen private lærer, mr. Anil, og han er rigtig god og kommer med mange forklaringer og øvelser. Det var dejligt forfriskende og rart at lave det på stranden, da der var lidt vind, i stedet for at vi skulle lave det i huset. Det betød nu ikke at det stadig var rigtig varmt. Det var kl. 8. om morgenen, så der var ikke ret mange mennesker og vi havde derfor næsten stranden for os selv. Jeg kan mærke at min smidighed er blevet forbedret i løbet af de sidste par uger. Jeg kan derfor næsten komme helt ned i spagat, hvilket jeg ikke har kunnet siden jeg flyttede til København.
I lufthavnen med mor
Så blev det mandag og de 10 dage er gået rigtig hurtigt. Vi har haft nogle rigtig gode dage sammen og fået oplevet en masse.
Snorkling
En af de dage hvor mor og jeg ikke havde planlagt noget, var der en lokal (David) der spurgte om vi ville med ud at snorkle med ham. Det ville vi gerne og vi satte tingene på hans båd og tog ud. Han spurgte os om vi ville med ud igen om mandagen, hvilket vi også sagde ja til. Her fangede vi blandt andet blæksprutter. De var enormt stærke, og slyngede sig op af hans arm. Den ene bed endda en luns af hans finger, selvom han havde en handske på. Korallerne er ikke så farvestrålende inde i lagunen, som de er udenfor revet når man dykker, men der er til gengæld mange fisk og de har nogle rigtig flotte formationer og forgreninger.
Abonner på:
Opslag (Atom)