I lørdags var vi kommet til at vi skulle have plantet de nye ting i haven. Vi havde dagen inden om morgenen modtaget 200 træer og planter. Patricia og jeg gik rundt og satte dem hvor vi gerne ville have, så de bare skulle sættes i jorden dagen efter. Om eftermiddagen kom der 100 planter mere, men der var Patricia taget hjem, så dem måtte vi vente med at sætte op. Jeg havde i forvejen bedt om at vi kunne låne nogle have redskaber fra Terre de Paix til når vi skulle plante, men hertil fik jeg af vide at vi kunne grave med hænderne (hvilket er umuligt taget i betragtning af hvor hård jorden er). På selve dagen kom folk til den tid vi havde fortalt dem(det er første gang det er sket, så det var super lækkert). Derudover kom der folk fra en bank, som hjælper med at støtte/finansiere institutionen. Vi gav en præsentation af os og Terre de Paix og fortalt dem hvad det var vi gerne ville have dem til at hjælpe med. Banken havde desuden medbragt sandwich til alle, som vi kunne spise når vi var færdige. Vi delte os op, så der var en gruppe til alle områder i institutionen. Derefter gik vi igang. Som jeg havde forventet kunne folk ikke grave med hænderne og de blev lidt utålmodige over at vi ikke havde sørget for det. Heldigvis var der nogle som havde noget som de hentede i deres hus. Patricia kom 30 min senere og ville have en ny præsentation med hende også, så det måtte vi holde. Da vi fortsatte arbejdet kunne jeg se at folk så småt begyndte at løbe tør for planter. Derfor tænkte jeg at vi hurtigst muligt måtte få placeret de nye planter. Dette havde Patricia dog ikke lige tid til, da hun stod og snakkede med en fra banken om lidt forskellige hverdagsting. Der gik derfor rigtig lang tid hvor folk bare stod og ventede, men til sidst blev de placeret og vi fik taget fælles billede og fik sandwich og saftevand. Herefter gik folk hjem.
Jeg syntes at de 4 gange vi har haft inviteret familierne til at hjælpe, har vist at der skal meget arbejde til, for at få familierne til at hjælpe, men til gengæld syntes jeg at der er kommet nogle rigtig gode relationer ud af det fra min og Christianes side. Jeg føler at forældrene kommer til mig og at de stoler på mig, hvilket jeg syntes er rigtig dejligt. Jeg finder det dog frusterende den måde som familierne bliver tiltalt på fra Patricias side og jeg kan se hvordan forældrene blive utålmodige og vrede over hendes måde at gøre dem til hendes "tjener". De spurgte mig flere gange om hun ikke selv skulle arbejde eller om hun bare skulle stå og snakke hele dagen. Det var ikke lige det jeg håbede at dagen skulle gå med, men det at de kommer til mig og siger det, syntes jeg, viser at de har tillid til Christiane og jeg, hvilket er det vigtigste, da det er os der er her til hverdag. Derfor syntes jeg at dagene har været rigtig gode, da den lille village La Valette, er begyndt at få noget fællesskab.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar